Borgere holder sig for næsen: - Det er kloak blandet med rådne æg

Beboere i Bjerringbro-området er plaget af kloaklugt, der trænger ind gennem afløb og nedløbsrør.

Lars Jensen, der er husejer i Bjerringbro, har været nødt til at lave en alternativ lugtsikring og har stoppet en klud i sin tagrende, for lugten er så slem, at de ikke kan være på terrassen. Foto: Camilla Schiøler, TV MIDTVEST

En række husejere i Bjerringbro-området holder sig for næsen i øjeblikket. De er nemlig plaget af stanken af rådne æg. Lugten kommer fra utætte kloaker, og den trænger helt ind til folk gennem afløbene.

Det er kloak blandet med rådne æg eller sådan noget. Det er en rigtig stram og fæl lugt.

Lars Jensen, husejer i Bjerringbro

- Det er kloak blandet med rådne æg eller sådan noget. Det er en rigtig stram og fæl lugt, siger Lars Jensen, som er husejer i Bjerringbro.

Han har været nødt til at lave en alternativ lugtsikring og har stoppet en klud i sin tagrende, for lugten er så slem, at de ikke kan være på terrassen. Og det gør det ikke bedre, at varmen lige nu forstærker lugten.

- Vi kan da holde det ud, ellers må vi gå op i haven eller lukke dørene og gå ind, men med det vejr, vi har nu, så vil vi gerne være ude, siger Lars Jensen.

Svovlbrinte er stinkbomber

Det er i dele af Bjerringbro og i den nærliggende landsby Bjerring, at stanken rammer en række husstande. Den stammer fra kloakkerne og den kemiske betegnelse er svovlbrinte.

Læs også Mammen Mejeri investerer millioner

- Svovlbrinte er det, man i gamle dage kaldte for stinkbomber, Det siger det hele, siger Flemming Hermann, der er vandchef hos Energi Viborg Vand.

Energi Viborg har i længere tid arbejdet på at løse lugtproblemet, der skyldes en kombination af spildevand fra Mammen Mejeri og utætheder i kloaksystemet.

- Det er selvfølgelig ikke noget, vi kan være bekendt som forsyningsselskab, så derfor skal vi bare have løst det her, siger Flemming Hermann.

Rensegris indsat

Onsdag blev der indsat en såkaldt rensegris. En svamp, der på kort sigt kan tage den værste lugt i trykledningen. Samtidig har vandselskabet sat målere i kloakbrøndene, så man løbende kan følge lugten online.

- Så kan vi se, om det stiger eller er på samme niveau, men det er ikke en nem øvelse, siger Flemming Hermann.

Der skal udskiftes et stort antal utætte kloakbrønde for at skabe en varig løsning på lugtproblemet i Bjerringbro, og det det vil tage adskillige år.

Mejeriet samarbejder også om at mindske generne.

02:07

Beboere i Bjerringbro-området er plaget af kloaklugt, der trænger ind gennem afløb og nedløbsrør.

Luk video