Borgere hjalp politiet: Efterlyst mand anholdt

Politiet har nu anholdt den mand, som tidligere mandag var efterlyst i forbindelse med sager fra  Struer.

Håndjern sættes fast
Foto: Flemming Christensen

Tips fra borgere har været medvirkende til, at Politiet har anholdt den mand, som tidligere mandag blev efterlyst. Han mistænkes for at være involveret i blandt andet en voldssag.

Det endte dog med at den efterlyste også selv ringede til politiet.

- Vi har modtaget flere henvendelser på samme person - også fra personen selv, og han er nu anholdt og på vej til afhøring, skriver politiet på Twitter.

Midt- og Vestjyllands Politi modtog den 31. august en anmeldelse om vold mod en medarbejder i et supermarked. Episoden udspillede sig i Rema 1000 på Vestergade i Struer, hvor en medarbejder efter sigende blev slået i ansigtet af en mand i trediverne. 

Medarbejderen havde kort forinden bortvist manden fra butikken, da manden dagen før ifølge medarbejderen havde begået butikstyveri i selvsamme butik. Da medarbejderen derfor fulgte manden mod døren, vendte han sig om og slog medarbejderen i ansigtet. Derefter forlod han stedet i ukendt retning.

Det er disse sager den anholdte sættes i forbindelse med.