Borgere har fået nok af kommunen: Samler selv penge ind til støj-måling

Foto: Malene Skree Nordsmark, TV MIDTVEST

Borgere har fået nok af kommunen: Samler selv penge ind til støj-måling

Borgere i Humlum og Bremdal samler nu selv penge ind til at kunne få lavet en måling af den lavfrekvente støj, som flere i området er plaget af

Flere borgere i Humlum og Bremdal ved Struer er plaget af lavfrekvent støj, som ingen med sikkerhed ved, hvor kommer fra.

- Fra klokken elleve om aftenen til syv om morgenen er der helt enormt meget lavfrekvent støj. Det er sådan en konstant brummelyd ligesom en kompressor eller en traktor, der kører i tomgang. Jeg ligger med vat i ørerne og ørepropper, og det kan ikke tage det. Så jeg sover meget dårligt, siger Gitte Jensen, der er talsmand for foreningen ’Støjlidende i Struer’.

Kommunens undersøgelse viste ingen problemer

Problemet er tidligere blevet undersøgt af Struer Kommune, som dog kom frem til, at støjen var inden for de tilladte grænseværdier, og at borgerne derfor måtte finde sig i den.

Men den undersøgelse er borgerne ikke tilfredse med, og derfor vil de nu have lavet deres egen undersøgelse. De har derfor startet en indsamling i området.

- Vi er låst fast. Kommunen har lukket sagen og vil ikke hjælpe os. Den eneste mulighed vi har for at kunne leve i fred og ro i vores hjem, er at få lavet den her indsamling, så vi kan få lavet en ny lydmåling, og så er kommunen nødt til at tage sig af det, siger Gitte Jensen.

Borgerforeningerne i de to byer har hver doneret 6.300 kroner til insamlingen. Der mangler dog stadig at blive samlet 4.000 kroner ind, for at undersøgelsen kan blive til virkelighed.