Borgere dør under ressourceforløb

Mindst 65 borgere er døde, mens deres kommune var ved at afklare, om de kunne varetage et job, det skriver NORDJYSKE.

Flag på halv

På landsplan er mindst 65 danskere afgået ved døden imens, de har været i et såkaldt ressourceforløb.  Det viser svarene på en aktindsigt, hvor NORDJYSKE har fået svar fra 95 af landets 98 kommuner.

Kommunerne bruger ressourcefoløbene til at arbejdsprøve borgere med forskellige sygdomme for at finde ud af, i hvilket omfang borgeren kan passe et arbejde.

- De er antageligt døde af deres sygdom, for der dør ikke så mange i trafikken eller på anden vis pludseligt. Og når vi som samfund ifølge grundloven har en forpligtelse til at forsørge dem, der ikke kan forsørge sig selv, kan man diskutere rimeligheden i, at kommuner sender borgere, der er så helbredsmæssigt svage, ud i arbejdsmarkedsrettede forløb, siger Iben Nørup, der er socialforsker ved Aalborg Universitet til NORDJYSKE.

Thisted, Mariagerfjord, Frederikshavn og Aalborg Kommuner har haft i alt otte borgere i ressourceforløb, som er afgået ved døden.

Formanden for landsforeningen SIND, Knud Kristensen mener, at tallene beviser, at kommunerne sender nogle borgere ud i ressourceforløb, selv om de ikke burde.

- Nu tror jeg jo ikke, at folk dør af at være på ressourceforløb, men under alle omstændigheder synes jeg, at det siger noget om, at kommunerne byder folk nogle ting, som man nok ikke burde have budt dem, siger Knud Kristensen.