Borger-nej til middelaldervej

Politikerne i Skive er havnet i en slem kattepine mellem mere end 2000 vrede borgere og en af Danmarks største pengetanke.

Med støtte på 10 millioner kroner fra Real Dania ønsker Spøttrup Borgmuseum og Slots- og Ejendomsstyrelsen at anlægge et nyt ankomstcenter ved borgen. Når ankomstcenteret skal bygges er med det ønsket om at gøre borgen bedre til historiefortælling - f.eks. om reformationens indtog i Danmark.

Lukkes for færdsel

For at realisere det store projekt skal den vej, der løber foran Spøttrup Borg lukkes for færdsel. I 2009 skriver Real Dania:

- Ankomstcenteret er en del af en større helhedsplan, og det næste skridt er at fjerne den vej, der adskiller borgen og søen.

2278 underskrifter

Borgmester i Skive, Flemming Eskildsen, fik i dag overrakt 2278 underskrifter fra de vrede borgere. Underskrifter imod at lukke vejen for færdsel.

- Vi synes vi mister oplevelsen af at komme ned omkring Spøttrup Borg og Spøttrup Sø og se naturen i området. Det er vi rigtig mange, der ynder at gøre. Vi mener også, infrastrukturen vil blive ødelagt ved at nedlægge vejen, siger Karten Villadsen, der er talsmand for underskriftsgruppen. 

Spørgsmålet er om de mange underskrifter er indsamlet forgæves, fordi kommunen allerede har lovet Real Dania, at vejen skal lukkes.

For borgmesteren drejer det sig om ikke at lægge sig ud med Real Dania. Fonden har en egenkapital på 19 milliarder og den støtter byggeprojekter over hele landet.  

- Jeg tør ikke sige, om vi har lovet, at vejen bliver nedlagt, men vi står bag en plan, hvor den bliver ændret, siger borgmester, Flemming Eskildsen.

Borgmesteren mener dog sagen kan tales tilrette

- nu er det jo ikke den største sag i verden, men jeg tro vi kan tale os til rette med hinanden, siger Flemming Eskildsen.

 Se hele indslaget her:

 

02:07 Luk video