Bookmaker: Socialdemokrat ny Viborg-borgmester

Spilleselskabet Betsafe tror ikke på Venstres Jens Rohde som ny borgmester i Viborg. I stedet er Socialdemokraternes Per Møller Jensen favorit til odds 1,65.

Oven på Søren Pape Poulsens (C) exit fra borgmesterkontoret i Viborg har Venstres Jens Rohde lagt billet ind på posten. EU-parlamentarikeren blev hurtigt udnævnt som favorit, men Betsafe er ikke enig.

Bookmakeren har i stedet 2. viceborgmester Per Møller Jensen (S) som favorit til borgmesterposten. Socialdemokraten står i odds 1,65, mens Jens Rohde kan spilles til odds 2,40. Outsidere er De Konservatives Torsten Nielsen til odds 12,50 og Dansk Folkepartis Lone Langballe til odds 25.

- Jens Rohde er et relativt stort navn i dansk politik, men vi mener faktisk, at han gambler en smule med sin politiske karriere ved at gå så hårdt efter borgmesterposten i Viborg. Umiddelbart er der nemlig ikke noget, der taler for, at han skal være favorit, siger Betsafes oddssætter Thomas Holm i en pressemeddelelse.

- Havde det været op til et valg, ville vores vurdering formodentlig se anderledes ud, men man skal huske, at disse forhandlinger er et internt anliggende på rådhuset, hvor vælgerne ikke konsulteres. Søren Pape Poulsen regerede på Socialdemokraternes nåde, og derfor er der en vis logik i, at De Konservative nu gengælder tjenesten. Det gør efter vores vurdering Per Møller Jensen til det stærkeste bud på en ny borgmester, siger Thomas Holm.

Det forventes, at forhandlingerne om borgmesterposten vil munde ud i en beslutning i nær fremtid.