Boligselskab reagerer på kritik

Boligselskabet Sct. Jørgen vil fremover have styr på, hvilke håndværkere de samarbejder med.

Efter kraftig kritik fra fagforeningen 3F vil Boligselskabet Sct. Jørgen i fremtiden have bedre styr på de håndværkere, der hyrer til bygge- og renoveringsopgaver.

Iføge 3F har en af boligselskabets entreprenører brugt underbetalte tyske arbejdere i et renoveringsprojekt på Thorsvej i Holstebro.

- Det gør vi bedre næste gang, siger boligselskabets direktør Kurt Degnbol - han oplyser i en pressemeddelse, at selskabet nu vil indføre arbejdsklausuler i sine kontrakter.

- Vi havde ikke kendskab til, at det var selvstændige tyske murere, der skulle udføre arbejdet, da vi indgik kontrakten. Vi er meget tilfredse med det faglige arbejde, men fremover vil vi sikre, at vi præcis ved, hvilke håndværkere vi arbejder sammen - og at den gældende lovgivning overholdes siger Kurt Degnbol.

Boligselskabet overvejer at indføre en såkaldt præ-kvalifikation ved nybyggerier og renoveringsprojekter. Det vil betyde, at selskabet selv indbyder håndværkere til at afgive bud - i modsætning til licitationer, hvor alle kan byde.

Læs også: Tyske murere underbetales.