Boligejere køber sig til beskyttelse

Private vagtværn bliver nu også brugt til at beskytte private hjem mod indbrudstyve.

210710Vagtvaern001.jpg

Et stigende antal boligejere køber sig til beskyttelse mod indbrudstyve. Lige nu hærger tyvene i stor stil i landsdelen, og det betyder, at det nu er blevet mere populært at hyre et privat vagtværn til at beskytte boligen. Vagtfolkene kigger forbi huset flere gange i døgnet, og kontrollerer at alt er som det skal være.

- Jeg har ingen naboer, så jeg synes, det er betrykkende at have et vagtfirma, man kan stole på, der kommer og tjekker mit hus, fortæller Jette Jensen fra Harre.

Hvis man eksempelvis hyrer Samca Vagt til at tjekke sit hjem tre gange om dagen i en uge så koster det omkring 700 kroner. Derudover kommer et årligt abonnement på 2000 kroner til vagtselskabet. Det betaler Jette Jensen gerne, da hun tidligere har oplevet at have indbrud i sit hjem.

- Det er ikke særligt sjovt at opleve, at andre folk har været inde og kigge i ens sager og taget noget, forklarer Jette Jensen.

I løbet af det seneste døgn har Midt- og Vestjyllands Politi fået 23 anmeldelser om indbrud.