Boksefans i kæmpeslagsmål

50 boksefans kom natten til søndag i slagsmål med politiet på diskoteket Van Kok i Herning. Politiet måtte bruge hunde, stave og peberspray for at få situationen under kontrol.

50 boksefans fra Sjælland havde samlet sig på diskoteket Van Kok i Herning, efter at de havde heppet på bokseren Patrick Nielsen til TV2 Fight Night i Messecenter Herning.

Ifølge politiet kom det til slagsmål, da politiet ville anholde en kvinde fra selskabet, som havde taget kvælertag på en dørmand. Resten af gruppen gjorde modstand, og der opstod en hadsk stemning på diskoteket.

Nye forsyninger af peberspray

Da slagsmålet eskalerede måtte Midt- og Vestjyllands Politi tilkalde assistance fra resten af politikredsen. Det endte med, at der i alt var 18 betejnte tilstede.

Samtidig var der så meget brug for peberspray, at en patrulje måtte køre i pendulfart mellem politigården i Herning og Van Kok med nye forsyninger af peberspray.

Patrick Nielsens venner

Det tog politiet over en time, før de fik kontrol over slagsmålet på Van Kok i Herning. På det tidspunkt havde politiet sigtet to personer for henholdsvis vold mod tjenestemand, og vold mod dørmand og tjenestemand i funktion.

Den ene sigtede er en 44-årig mand, som for øvrigt er far til bokseren Patrick Nielsen. Desuden er er en 29-årig kvinde sigtet for vold mod en dørmand og tjenestemand i funktion. Hun har ifølge politiet en tilknytning til Patrick Nielsens manager.

Under slagsmålet blev mindst tre af boksefansene bidt af politiets hunde. Klokken lidt over fem vendt de 50 boksefans snuden hjem mod Sjælland.