Motoriske udfordringer: Børnene i Borbjerg haltede efter, men så tog de voksne fat

Når børn sidder stille, giver det motoriske problemer. Et projekt fra Borbjerg viser, at en målrettet indsats kan løse udfordringerne.

Der trænes på livet løs, når den står på motorik i gymnastiksalen.
Der trænes på livet løs, når den står på motorik i gymnastiksalen.
Foto: Torben Mondrup, TV MIDTVEST

At lyne en jakke, holde på en blyant, gribe en bold eller hoppe på et ben. 

Det kan for mange lyde som simple manøvre, men for mange børn giver opgaverne udfordringer. 

Det oplever man også oplever på Borbjerg Skole ved Holstebro.  

- Vi ser flere og flere børn, der er udfordret på det motoriske. De sidder mere stille end tidligere, det har tvunget os til at have mere fokus på problemet, fortæller Maria Madsen, pædagog på Borbjerg Skole. 

Der trænes både på gulvet og i højden. 
Der trænes både på gulvet og i højden. 
Foto: Torben Mondrup, TV MIDTVEST

Udfordringerne med manglende motorik gør, at børn kan blive påvirket i deres sociale liv. Eksempelvis når det ringer til frikvarter. 

- Vi kan se det, når der leges ude i skolegården eller i skoven. Her vælger børn lege fra, fordi de slet ikke har de motoriske færdigheder legen kræver, fortæller skoleleder Martin Lund Faurholt på Borbjerg Skole. Sammen med VIA har man testet og trænet indskolings-elevernes motorik. 

Effektiv træning

En del af forsøget består i, at eleverne løbende screenes. På den måde kan man aflæse, hvordan børnenes motoriske færdigheder udvikler sig.

- Før kunne jeg cykle uden støtteben, men ikke gynge. Det har jeg lært nu, fortæller Nicklas Moxoll Østergaard fra 0.klasse på Borbjerg Skole. 

Han er blot en blandt mange på den lille skole, der har oplevet, hvordan projektet har rykket ved de motoriske evner. 

- Da vi screenede børnene anden gang i projektet, der var halvdelen af de 14 deltagende børn forbedret sig markant. De var rykket fra at være dårligere end normalen for deres alder til at være "normale". Det er helt fantastisk, fortæller Maria Madsen. 

For børnene er motoriktræningen lidt som et frikvarter. 
For børnene er motoriktræningen lidt som et frikvarter. 
Foto: Torben Mondrup, TV MIDTVEST

De positive resultater fra træningen, der ofte foregår i skolens gymnastiksal, vil få betydning for børnenes evner i klasselokalet. Det forklarer Pia Jessen, Formand i Børnehaveklasseforeningen. 

- Børn med dårlig motorik er generelt mindre udholdende og lettere opgivende i forhold til, når de bliver stillet en opgave, fortæller Pia Jensen. 

Der er ikke lavet grundig forskning over tid på området. Det er derfor svært at sige, hvordan udviklingen på området har været. 

Flere test af børnene fra Borbjerg

Der er lignende projekter, hvor børns motorik følges tæt, i Svendborg og Roskilde. I Borbjerg vil man, sammen med VIA og Holstebro Kommune, nu søge forskningsmidler. Midler der skal gå til at blive klogere på børns udvikling over tid. 

- For at følge de her børn over tid, skal de testes igen. Eventuelt screenes igen senere i forløbet. For på den måde at se, om den indsats der laves nu holder ved på den lange bane. Om de også om et par år ligger i normalen for deres motoriske udvikling, forklarer Mikael Birkelund Jensen-Johansen, Leder, Metodecenter for Velfærd, Holstebro. 

Han er imponeret over, hvad der er udrettet på Borbjerg Skole. Særligt to erfaringer kan tages med videre, når arbejdet med børns motorik behandles på andre skoler. 

- Det vi har bemærket er, at man med en hurtig indsats kan ændre og forbedre markant på, hvor gode børn er motorisk. Derudover har man i Borbjerg været meget opmærksomme på, hvilke udfordringer man oplevede. Det er vigtigt, at man som skole selv handler på udfordringer. Den motivation skolen i Borbjerg kommer med, den gør man kommer langt i arbejdet, fortæller Mikael Birkelund Jensen-Johansen. 

Projektet på Borbjerg Skole fortsætter efter ferien. Her skal skolens nye elever også træne motorik på banen i gymnsatiksalen. 

3:03
Se hele indslaget om arbejdet med motorik i Borbjerg her.