Forsøg: Børnehavebørn flytter på plejehjem

12 børnehavebørn og 12 ældre på et plejehjem. Sammen er de en del af et forsøg, der undersøger, om to generationer kan gøre noget godt for hinanden.

I to uger flyttede 12 femårige børnehavebørn ind på et plejehjem i Holstebro. TV MIDTVEST tog med. Foto: Line Morell Holm & Bent Leth, TV MIDTVEST

Jeg er overbevist om, at det kommer til at vise noget, som vi ikke har set før.

Områdeleder Simon Tang fra BUM

Kan 12 femårige børnehavebørn og ældre på et plejehjem lære noget af hinanden?

Det spørgsmål satte Børne Universet Mejdal (BUM) og plejehjemmet Parkvænget i Holstebro sig for at undersøge. I to uger rykkede børnene ind på plejehjemmet.

- Man deler meget op i alder her i Danmark, hvor jeg tænker, at vi skulle føre mere sammen, siger Britta Pedersen, der er plejer hos Parkvænget.

02:53

TV MIDTVEST har fulgt forsøgsprojektet tæt. Optagelser er blevet til en dokumentar i to afsnit, der sendes på TV 2 og på TV 2 Play. Første afsnit sendes den 16. april kl. 20.50. Her kan du se et klip fra dokumentaren.

Luk video

Det er personalet hos Børne Universet Mejdal helt enig i.

- Jeg tror på, at vi har så meget at lære af hinanden. De gamle kan måske fortælle en god historie, og børnene kan give en krammer og putte deres lille hånd ind i en gammel hånd. Bare det.

- Der er nogle værdier, som jeg tænker, at vi indimellem glemmer i vores fortravlede hverdag. Nærhed, tid og ro, siger pædagog Lisbeth Kaastrup-Hansen.

Britta Pedersen og Lisbeth Kaastrup-Hansen har sammen planlagt forsøget, hvor 12 børn og 12 ældre skulle være sammen i to uger.

Fakta om forsøget:

- Fandt sted to uger i efteråret 2018.

- 12 børn fra Børne Universet Mejdal (BUM) og 12 beboere fra plejehjemmet, Parkvænget, deltog.

- Børnene mødte ind hver dag klokken 9.00, og blev hentet af forældrene på plejehjemmet.

- De spiste sammen hver dag og begyndte hver dag med morgensang og gymnastik.

- Børn og ældre lavede forskellige aktiviteter sammen, for eksempel ansigtsmaling, konkurrencer udendørs og udflugt til havet.

- Det var personale fra de to institutioner, som arrangerede forløbet.

- Der var sat ekstra personale af til både gamle og børn.

- Pårørende til børn og ældre var ved forsøgets afslutning inviteret til kaffe og kage.

- TV MIDTVEST har været med hele vejen og har for TV 2 produceret dokumentaren "Børnechok på Plejehjemmet" i to afsnit. Første del sendes tirsdag den 16. april kl. 20.50 på TV 2 og TV 2 Play. Andet afsnit sendes ugen efter den 23. april kl. 20.50.

Se mere

Initiativtager: - Har gået med tanken i flere år

Det er områdeleder Simon Tang fra BUM, der har taget initiativ til forsøget.

- Det er en tanke, jeg har gået med i mange år og delt med få, men har haft det skrevet ned på papir mange gange. Jeg har altid tænkt, at det kunne være spændende at prøve at lave en institution sammen med et plejehjem.

100-årige Rigmor Olesen var blandt forsøgets deltagere. Foto: Line Morell Holm & Bent Leth, TV MIDTVEST

- Jeg er overbevist om, at der ligger en eller anden kulturarv og venter på at blive pakket ud igen i forhold til det, et barn kan give en ældre – og omvendt. For der er nogle ting, de ikke får lige nu.

Forsøget foregik i efteråret, og der var sat ekstra personale af. Både til børn og ældre.

- Jeg er overbevist om, at det kommer til at vise noget, som vi ikke har set før.

- Det, jeg ser, der mangler i vores samfund, er respekten for hinanden og det, at børn ikke får det samme forhold til ældre, som man havde engang.

Demensforsker: Så intenst et forløb har vi ikke set før

Rikke Gregersen er forskningsleder hos VIA Aldring & Demens, hvor hun blandt andet forsker i demens. Hun har set dokumentaren. Et særsyn, mener hun.

- Jeg synes, det er interessant at se, hvad det intense forløb gør. For det er ikke noget, man har prøvet før på den måde. Det er noget nyt.

Demensforskeren er overbevist om, at det intense forløb sætter sine spor hos de gamle.

- Vi ved, at underbevidstheden hos mennesker er stor - også hos demente - så oplevelser sætter sig i kroppen. Gode oplevelser kan give udslag i godt humør resten af dagen - og omvendt med dårlige oplevelser.

84-årige Oluf Kingo Andersen er dement, men fik rigtig meget ud af samværet med børnene i de to uger, forsøget varede. Foto: Line Morell Holm & Bent Leth, TV MIDTVEST

Rikke Gregersen tror, at mange vil finde inspiration i forsøget på plejehjemmet i Holstebro.

- For nogen ældre vil det gøre rigtig god gavn at have flere oplevelser i hverdagen - og jeg tænker, det kræver en stor indsats fra det faglige personale. Det vil kræve en pædagogisk faglighed, siger hun.

TV MIDTVEST har fulgt forsøget. Resultatet kan du se første del af tirsdag klokken 20.50 på TV 2 og TV 2 Play.