Børneformand om normering: Det har jeg det ikke godt med

Formanden for Børne- og Familieudvalget i Thisted kommune har det dårligt med, at der er for få voksne til børnene i daginstitutionerne.

1:39

Poul Hvass Hansen er kontant i svaret på kritikken om, at der er for få ansatte i daginstitutionerne i forhold til BUPL's anbefalinger.

- Det har jeg det ikke særligt godt med, det må jeg da erkende. Jeg håber heller ikke, det er det normale billede i vores børnehave og daginstitutioner, siger Poul Hvass Hansen der er formande for Børne- og Familieudvalget fra Det Konservative Folkeparti.

Ifølge BUPL skal der maksimalt være seks børn per pædagog i daginstitutioner og børnehaver. I Thisted Kommune er tallet 7,64 børn per pædagog.

- Vi er enige i byrådet om, at vi skal tilføre nogle flere midler, så vi har givet godt fire millioner kroner ekstra til varme hænder i området, men vi er også udmærket klar over, at der er efterspørgsel efter mere. Det kan vi ikke honorere i '16, men vi må se, om vi kan gøre det i '17, siger Poul Hvass Hansen.

Kritikken består i, at en mor fortæller TV MIDTVEST, at hun blandt andet har oplevet at hente sin datter med udtørret tis i tøjet.

- Det er rimeligt og godt, det vi giver nu. Men alting kan gøres bedre. Om vi skal helt op på det BUPL ønsker, det er jeg ikke sikker på, at vi kommer. Vi er jo en udkantskommune med ikke alt for stærk økonomi, men vi får enderne til at lægge sammem, siger udvalgsformanden.

- Det er det, der er problemet for politikere, at vi er nødt til at få enderne til at hænge sammen, selv om vi gerne vil en hel masse, slutter Poul Hvass Hansen.