Børnefamilie søges: Huse skal beskytte mod farligt indeklima

​Hvis din familie køber et af de tre nye huse, så bliver du testfamilie i et nyt forsøg, der skal være med til at forbedre danskernes indeklima.

De nye huse i Mejrup Kirkeby er helt særlige. Foto: TV MIDTVEST

Udefra ligner husene langt de fleste andre nybyggerier, men de er dog anderledes. For husene, der skal stå færdige indenfor de næste par måneder, er med i et nyt forsøg, der skal undersøge, hvordan vi får et bedre indeklima.

Det er dog ikke gratis at deltage. Realdania sætter om kort tid de nybyggede huse i Mejrup til salg, og selvom de ikke vil ud med prisen endnu, så kommer husene til at blive solgt til almindelig markedspris. Til gengæld har du chance for at få fingrene i et hus, der er bygget til at have et væsentligt bedre indeklima, end vi normalt ser. 

Emhætten er i dobbelt størrelse, så den fanger flere partikler

Jørgen Søndermark, projektleder hos Realdania By & Byg

Køberne skal dog regne med at få jævnlige besøg af et hold forskere i løbet af de næste to til tre år.

- Køberen skal indvillige i, at vi kommer forbi måler alverdens ting. Det er en del af aftalen. Samtidigt kommer vi også til at stiller en masse spørgsmål. Men det er noget, som vi tidligere kun har haft gode erfaringer med, fortæller Jørgen Søndermark, der er projektleder hos Realdania By og Byg.

Skader helbredet

Forskere har flere gange peget på, at der er gode grunde til at holde fokus på indeklimaet i ens hjem. Undersøgelser viser, at det kan være direkte skadeligt for helbredet, hvis man lever i et meget dårligt indeklima, da vi i gennemsnit tilbringer omkring 16 timer dagligt i vores hjem.

Det kan både resultere i, at man bliver ramt af ”milde” virkninger som søvnproblemer, allergi, forkølelser eller endda astma, men i sjældne tilfælde med svækkede personer kan det føre til meget mere alvorlige sygdomme som hjertekarsygdomme og kræft. Det viser undersøgelser lavet af forskere ved forskningssamarbejdet Center for Indeklima og Sundhed i Boliger, der er finansieret af Realdania.  

Tre af de største årsager til et forurenet hjemmeklima er stearinlys, madlavning og fugt, og det er forurening fra disse kilder og flere andre, som de vil undgå i de nye huse. 

De nye huse er blandt andet udstyret med en fantastisk udsigt. Foto: TV MIDTVEST

Tre forskellige huse

Selvom der er tre huse i forsøget, så er det dog kun to af dem, der er bygget efter principperne om sundt indeklima. Det sidste hus er i stedet ganske almindeligt og ligner de fleste andre nybyggede huse med samtalekøkken, store børneværelser og klædeskabe i soveværelset.

Huset er bygget, så forskerne har noget at sammenligne resultaterne fra de to andre huse med, når forsøget går i gang. De to andre huse er dog også fuldstændigt forskelligt indrettet.

Det i det ene hus vil Realdania forsøge at forbedre indeklimaet med en teknisk løsning.

- Vi arbejder med mere avancerede ventilationsanlæg end normalt, der giver et større luftskifte. Vi kan også styre temperatur, CO2 niveau, relativ fugtighed, partikler. Det bliver målt og så ryger det op som data op i skyen, som så sætter i gang med at ventilere, forklarer Jørgen Søndermark om huset, der også har fået særlige emhætter.

- Emhætten er i dobbelt størrelse, så den fanger flere partikler og også er effektiv, selvom du flytter panden fra den varme plade. Samtidigt sidder der også en lille emhætte på ovnen, der beskytter mod partikler derfra, uddyber han.

Det anden hus er derimod bygget efter, at partiklerne ikke får mulighed for at rejse gennem hjemmet. I stedet for en ekstra emhætte, så er samtalekøkkenet blevet skiftet ud med et mindre køkken med en dør, så madosen ikke spreder sig ind i stuen.

Samtidigt er der i stedet for to store børneværelser blevet bygget to små værelser, som børnene kan sove i og så et fælles legerum. Det skyldes, at børnene dermed ikke ligger og sover i samme rum som legetøjet, der kan være fyldt med kemi, bakterier og støv.

Og så er der godt nyt, hvis du går og drømmer om et walk-in-closet:

- Vi har taget garderobeskabet ud af soveværelset. Når vi kan sove i færre tekstilfibre hvorfor ikke rykke dem ud. I stedet har vi lavet et kæmpe rum til tøj, forklarer Jørgen Søndermark.