Børn og pædagoger samlede skrald på stranden

Børn fra Hanstholm Naturbørnehave gik i dag til kamp mod skrald som et led i Danmarks Naturforenings affaldsindsamling, der starter næste uge.

skrald
Foto: Camilla Schiøler, TV MIDTVEST

I dag drog børn og pædagoger fra  Hanstholm Naturbørnehave en tur på stranden.

Det var dog ikke en helt almindelig strandtur. Børn og pædagoger skulle nemlig rydde stranden for affald. Dermed tyvstartede de på Danmarks Naturforenings affaldsindsamling, der officielt starter i næste uge.

- Vi tager dem jo med herned, og så går vi rundt i deres højde, kigger på alt og vender hver en sten. Børnene spørger jo flittigt om det og det hører hjemme her, og de kan se, at et rødt låg ikke hører hjemme på stranden, siger Malthe Tegtmejer, der er souschef ved Hanstholm Naturbørnehave.

 

Børnene fra Hanstholm er langt fra de eneste, der i år skal fjerne affald.I alt 123.000 børn er tilmeldt affaldsindsamlingen, og det er en stigning på mere end 30.000 børn siden sidste år og 100.000 siden 2006.

Spørger man Ib Nor Nielsen, der er formand for Danmarks Naturfredningsforening i Thy, så er det vigtigt at sætte ind hos børnene tidligt.

- Det er jo det, man får ind med modermælket, at man ikke forurener naturen med affald, men i stedet forsøger at genbruge det. Kan vi opnå en cyklus, hvor alt bliver genbrugt, så er problemet jo løst, og hvis det indpodes i børnene, så er vi nået langt, understreger han.

 

Udover at samle affald får børnene også fortalt, hvad det betyder, hvis affaldet ender i naturen.  Danmarks Naturfredningsforening sender blandet andet kort med information om nedbrydningstid i naturen. Ligesom der er skrevet historier om skovsvin. Og netop de historier har gjort indtryk på børnene.

- Specielt mange af de store børn kan finde på at sige til deres forældre at hov hov, det må man ikke smide her, for så er man et skovsvin, siger Malthe Tegtmejer

 

Sidste år blev der på landsplan samlet 132.000 kilo affald ind i forbindelse med affaldsindsamlingen. Og de mange kilo affald gemmer på adskillige muligheder. For børnene i skovbørnehaven kan en nylonsnor eksempelvis hurtigt blive en del af en god leg.

- Jeg finder på gode lege med det. Det kan være ens lasso, hvis man skal lege cowboy, lyder det fra den fem-årige Carl Emil Frost.

 

Med flittige små fingre og øjne blev mere en 400 meter strand i dag ryddet for skrald og potentielle lassoer. Og det førte til flere hundrede kilo skrald.

- Jeg synes, det er uhyggeligt, at der er så meget skrald hernede. Nu skal vi hjem og affaldssortere, lyder det fra Malthe Tegtmejer.

 

På søndag starter affaldsindsamlingen officielt.