Bøgsted Rende: Symbolet på stort affaldsproblem i havet

Danmarks Naturfredningsforening kalder plastic-forurening for deprimerende

Kun et år efter en større oprydning flyder det igen med plasticaffald ved Bøgsted Rende i Thy.
Kun et år efter en større oprydning flyder det igen med plasticaffald ved Bøgsted Rende i Thy.
Foto: Hans Olav Sandal, TV MIDTVEST

Det er både ærgerligt og deprimerende at platicaffaldet igen hober sig op ved Bøgsted Rende i Thy. Det konstaterer Ole Laursen fra Danmarks Naturfredningsforening.

Det er kun et år siden naturfredningsforeningen gemmenførte en større oprydning ved Bøgsted Rende, der har fået prædikatet Danmarks klammeste sted.

Nu flyder det igen med plastic-affald i det smukke naturområde. Derfor opfordrer foreningen til, at der gøres noget effektivt ved problemet.

- Det er svært med Bøgsted rende, fordi det affald der skyller ind kommer fra havet. I første omgang kan vi derfor kun sørge for at det bliver samlet op og fjernet, siger Ole Laursen.

Forureningen giver dog mulighed for at sætte fokus på det altoverskyggende problem, nemlig de store mængder plastaffald i havet. 

- Vi kan arbejde med, hvor meget plastic emballage vi bruger og hvordan vi håndterer det. Ikke kun på land men også i skibsfarten. Vi er nødt til gennem hele kæden, at sørge for at så meget som muligt bliver samlet og genanvendt, siger Ole Laursen.

Hos Danmarks Naturfredningsforening udtrykkes der samtidig glæde over det øgede fokus på plasticaffaldets indvirkning på fødekæden og økosystemet.

- Det er klart, at vi altid gerne vil have større bevågenhed netop på det her område. Tilmed vil vi jo gerne have en ren og pæn natur, siger Ole Laursen.

Hvis nogen skulle have lyst til at give en hånd med i forhold til at forbedre miljøet, så gennemfører naturfredningsforeningen 2. april en større indsamling af affald over hele landet.