Bøder til Østerild-aktivister

Fem aktivister er blevet dømt ved retten til at betale mellem 1500 og 4000 kroner i bøder for forsøg på at standse rydningen af Østerild-plantage.

osterildaktivist_i_trae.jpg

Fredag formiddag blev fem aktivister fra Østerild dømt ved retten i Thisted til at betale de bøder, de fik for at forhindre Naturstyrelsen i at fælde træer i Østerild Klitplantage.

Hidtil har aktivisterne nægtet at betale bøderne, fordi de mente, de var uskyldige. Men nu har byretten altså fastslået, at bøderne skal betales.

Bøderne ligger mellem 1500 og 4000 kroner. Anklager Jens Christian Højgaard fra Midt- og Vestjyllands Politi glæder sig over dommene.

- Vi har jo hele tiden ment at de VAR skyldige, så vi er tilfredse, siger han til TV/MIDT-VEST.

Mulighed for at anke dommene

Aktivisterne har imidlertid mulighed for at anke dommene til landsretten. Selv, hvis bøden er under 3000 kroner, som er minimumsbeløbet for at anke direkte til landsretten, så har de mulighed for at søge om at få lov til at anke.

Hvis landsretten herefter stadfæster dommene, men aktivisterne stadig nægter at betale, bliver der ifølge Jens Christian Højgaard i stedet tale om en fængselsstraf.

- Hvis de stadig nægter at betale, så risikerer de fængselsstraf på mellem fire og otte dage, forklarer han.