B&O-regnskab peger fremad

Overskud og stort hop i omsætningen for B&O i Struer

B&O i Struer har fremgang i omsætningen og det smitter af på kvartalsregnskabet
B&O i Struer har fremgang i omsætningen og det smitter af på kvartalsregnskabet
Foto: Ib Sørensen

Med en stor omsætningsfremgang og forbedringer på bundlinien har elektronikvirksomheden B&O for alvor rykket sig fri af af en truende negativ spiral.

B&O, med hovedsæde i Struer, offentliggør i dag regnskabstallene for andet kvartal af det forskudte regnskabsår, og det sker med et markant ryk på omsætningen.

Sammenlagt steg virksomhedens omsætning fra 729 millioner kroner til 867 millioner i andet kvartal. Det svarer til en fremgang på 19 procent.

Overskuddet før skat er opgjort til 31 millioner kroner. I forhold til samme periode sidste år, har B&O grund til at hæve armene. Her var der nemlig tale om et underskud på 23 millioner kroner.

Ifølge regnskabet forventer B&O en samlet vækst på mellem 10 og 15 procent set over hele året.

Struer virksomheden har i dag to divisioner. Bang og Olufsen divisionen producerer de kendte, og dyre, tv- og audio produkter, mens Play-divisionen står for de lidt billigere udgaver under B&O brandet.