B&O: Medarbejdere bakker op

Trods den store fyringsrunde på 90 mand hos B&O i går, bakker medarbejderne stadigt op om direktørens strategiplan.

I går modtog 90 mand fordelt på hele B&O koncernen en fyreseddel. 73 af dem arbejder på hovedsædet i Struer. Alligevel er der tilsyneladende ingen sure miner at spore hos medarbejderne, fortæller fællestillidsmand på B&O, Karsten Grønholdt, der selv har været ansat på virksomheden i Struer i 44 år.

- Tue's oplæg til strategiplanen den bakker jeg 100 procent op om, og de ved jeg, at medarbejderne også gør. Vi har haft de her såkaldte øl-kasse møder, og der har været meget store forventninger og tiltro til den strategi, så der er ikke nogen negative vibrationer den vej, siger han til TV/MIDT-VEST.

Det er i modsætning til tidligere ikke folk i produktionen, der nu må lede efter nyt arbejde. Størstedelen af de 90 medarbejdere er funktionærer. Det er især B&Os marketingafdeling, der er blevet trimmet. Her fik 20 ansatte i går meddelelsen om fyring.

Får hjælp til at komme videre

Alle medarbejdere bliver ifølge administrerende direktør, Tue Mantoni, tilbudt assistance fra et firma, der er specialister i at håndtere store fyringsrunder. Derudover vil uddannelsesinstitutioner og jobcentre blive inviteret til B&O for at give et overblik over de muligheder, der eksisterer i forhold til nye jobs og videreuddannelse.

- Det ligger os meget på sinde i en så svær beslutning og proces at hjælpe folk videre, så godt, som vi nu kan, siger Tue Mantoni.