B&O i bemærkelsesværdigt slagsmål

Elektronikgiganterne LG og Phillips er gået i direkte slagsmål med Bang og Olufsen.

Bang og Olufsen

En bemærkelsesværdig sag har netop taget sin begyndelse ved Sø- og Handelsretten i København.

Elektronikgiganterne LG og Phillips er nemlig gået i direkte slagsmål med Bang og Olufsen. Det bemærkelsesværdige er, at det sker for at afværge et erstatningskrav fra Bang og Olufsen, som LG og Phillips med rettens ord har snydt for millioner af kroner, fordi elektronikgiganterne har indgået ulovlige prisaftaler på billedrør til tv- og computerskærme. Det skriver Børsen.

Vil afværge faldet
LG, Phillips og en række andre tv-producenter blev i 2012 idømt en rekordstor bøde på 11 milliarder kroner af EU's Konkurrencemyndighed. De ankede dommen, som dog i september i år blev stadfæstet af EU-Domstolen.

At LG og Phillips nu vælger at føre retssag MOD Bang og Olufsen skyldes ifølge advokat og parter Peter Stig Jakobsen, at LG og Phillips forsøger at sikre sig, at en kommende erstatningssag bliver ført i Danmark. Blandt andet fordi, der i det danske retssystem er en relativt kort forældelsesfrist, der kan betyde, at i de sager, der går helt tilbage til 1996, der kan tv-producenterne slippe udenom.

- Dermed kan Phillips og LG slippe billigere, end hvis sagen gik sin gang i et land med en længere forældelsesfrist, siger Peter Stig Jakobsen til Børsen.

Meget på spil
Ingen af parterne ønsker at kommentere på sagen, så længe den kører. Men der er ingen tvivl om, at både LG, Phillips og Struer-giganten B&O har meget spil. For LG og Phillips handler det om at begrænse tabene, for B&O handler det derimod om at få holdt LG og Phillips ansvarlige.

- Det vil have en enorm signalværdi, hvis B&O kan få rettens ord for, at selskabet er blevet trynet, siger Morten Imsgaard, der er senioranalytiker i Sydbank, til Børsen.

Hvor længe retssagen mellem parterne vil tage vides endnu ikke. Den kan trække ud i flere år, men kan ifølge Børsen også blive afgjort med et forlig.