B&O freder ikke Struer

Hverken B&Os formand eller virksomhedens topchef vil frede de små 1.000 arbejdspladser, som elektronikkoncernen har i Struer.

141223beo.jpg

I kølvandet på det ringe regnskab, der blev offentliggjort i går, med et minus på 607 millioner kroner på driften, er situationen nu så kritisk hos Bang & Olufsen, at formand Ole Andersen og topchef Tue Mantoni ikke vil udelukke, at der i fremtiden bliver færre arbejdspladser i Struer.

Det skriver Dagbladet Holstebro.

- Jeg vil gerne begynde med at fastslå, at Bang & Olufsen har været udfordret i mange år, og det er vi stadigvæk. For at vi overhovedet kan have en mulighed for at skabe en langsigtet og profitabel forretning fremadrettet, er det selvfølgelig nødvendigt, at vi optimerer i hele forretningssystemet, og det betyder også, at vi skal have den rigtige omkostningsstruktur.

Det siger Ole Andersen i et interview med Berlingske Business foretaget få timer efter, at B&Os årsregnskab ramte børsmarkedet torsdag morgen og sendte aktiekursen ned med næsten 14 procent.

En del af virksomhedens produkter bliver stadig produceret i Struer, mens B&O i godt 10 år har fået produceret en stor del her i Koprivnice i Tjekkiet. Men med Ole Andersens udmelding, risikerer Struer-virksomheden at endnu flere arbejdspladser ryger til udlandet.

- Ingen vil hellere end mig bevare så mange arbejdspladser som muligt i Danmark og meget gerne i Struer. Vi bliver bare nødt til at sætte virksomheden højere end Danmark og Struer, og vi bliver nødt til at sørge for, at vi er konkurrencedygtige - også hvad angår vores omkostningsstruktur, siger Ole Andersen.

 

Torsdag kiggede vi nærmere på Bang og Olufsens situation. Se indslaget her:

 

 

2:28
 

 

(Læser du med fra appen, finder du i stedet indslaget i toppen af siden!)