B&O forventer fremgang i salget

Det går fremad for Bang og Olufsen. Selskabet forventer gang i salget til næste år.

B og O tv hoejtaler.jpg

Tv- og radioproducenten Bang og Olufsen kom ud af 2013/14 med et driftsresultat på tre millioner kroner.

Omsætningen blev 2,86 milliarder kroner for hele året. B&O forventer, at resultatet vil stige fem procent næste år. Det oplyser selskabet i årsregnskabet, der blev offentliggjort onsdag morgen.

Driftsresultatet lander på 64 millioner kroner alene i fjerde kvartal, og det glæder ledelsen.

- Udviklingen i løbet af kvartalet viste, at den strategiske transformationsindsats og fokuseret investering i innovation begynder at betale sig. Den stærke produktportefølje og det meget forbedrede forhandlernetværk giver en stærk platform for fremtidig vækst, nu hvor selskabet påbegynder den anden fase i strategien, siger Tue Mantoni, direktør i B&O.