B&O anbefaler kommunesammenlægning

Direktør, Tue Mantoni, går nu ind i diskussionen om, hvorvidt Holstebro og Struer Kommuner skal lægges sammen.

Tue Mantoni anbefaler borgerne at stemme for en sammenlægning.
Tue Mantoni anbefaler borgerne at stemme for en sammenlægning.
Foto: B & O

Bang & Olufsen tager nu officielt stilling til, om Holstebro og Struer Kommuner skal lægges sammen. Det er administrerende direktør i B&O, Tue Mantoni, der i et læserbrev i Dagbladet Holstebro-Struer opfordrer vælgerne til at stemme for en kommunesammenlægning.

- Fra virksomhedens side kan jeg se nogle klare fordele ved en sammenlægning. Det gælder for eksempel i forhold til at kunne tiltrække og fastholde arbejdskraft. Naturligvis er det i første omgang op til virksomheden at sikre, at vi kan tilbyde spændende job, men det er også vitalt, at nye medarbejdere kan se sig selv blive en del af lokalområdet. At de kan dyrke deres fritidsinteresser, at de er trygge ved at købe bolig, at der er mulighed for uddannelse af deres børn, og at der er et relevant og attraktivt arbejdsudbud til medfølgende ægtefæller, skriver Tue Mantoni.

Struer-virksomheden har deltaget aktivt i forbindelse med brandingen af Struer som "Lydens by", og med en endnu større kommune at navigere i, mener Tue Mantoni, at man yderligere kan styrke Danmarks internationale position inden for lydteknologi.

- Holstebro kan derudover være med til at forstærke Struer, når det handler om vilkårene for det lokale erhvervsliv. Fra Bang & Olufsens side synes vi ganske vist, at vi allerede i dag har et godt samarbejde med Struer Kommune, men selv et godt samarbejde kan blive bedre. Dansk Industri sammenligner årligt kommunerne på de områder, der har betydning for erhvervslivet. Her er Holstebro Kommune i 2015 placeret som nummer 20 ud af 96 på listen over de kommuner, som har det bedste erhvervsklima, mens Struer Kommune er nummer 70, skriver Tue Mantoni i læserbrevet.