BMW-biljagt stoppet af sømmåtter

BMW-biljagt stoppet af sømmåtter

En bilist fra Silkeborg havde ikke lyst til at tale med politiet mandag morgen. Først i Aarhus blev han stoppet - men ikke frivilligt.

Det var formentlig lidt mere end almindelig morgentravlhed, der fik en bilist fra Silkeborg til at sætte farten op her til morgen.

En patrulje fra Silkeborg bemærkede klokken 6:40 en bilist, de gerne ville tale med. Føreren havde tidligere fået frakendt sit kørekort, men da patruljen forsøge at standse bilen, kørte den 23-årige fører videre.

Og det gjorde han helt indtil Silkeborgvej langt inde i Aarhus, hvor lokalpolitiet havde lagt sømmåtter ud for at standse den 23-årige mand fra Silkeborg. Undervejs kom hastigheden helt op på over 180 km/t, ligesom bilisten også påkørte patruljevognen forsætligt.

- Det var en lang tur og så endda her i morgentrafikken. Men på intet tidspunkt var der direkte farlige situationer, selvom den ene politibil har fået en bule, siger vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Manden kørte i en personbil af mærket BMW og blev forfulgt af først én patrulje fra Silkeborg og siden to patruljer fra Aarhus.

Politet har beslaglagt mandens bil, fordi det er tredje gang på tre år, han bliver taget for at køre i frakendelsestiden. Så sent som i fredags stødte en patrulje på manden i den samme bil og sigtede ham for at køre bil uden kørekort. Dengang kunne politiet ikke beslaglægge bilen, men allerede mandag var den altså gal igen - for tredje gang.

Manden bliver sigtet for at have kørt over 180 km/t på motorvejen, for at have kørt i den forkerte vognbane, for ikke at reagere på politiets anvisninger og for at køre ind i et andet køretøj med vilje.