Blue Fox-træner håber på kontraktforlængelse

Blue Fox-træner håber på kontraktforlængelse

Blue Fox-træner Linus Fagemo, der har kontraktudløb efter sæsonen, håber på, at han får lov at blive i Herning.

Skuffelsen sidder stadig dybt i Blue Fox-træner Linus Fagemo efter semifinale-nederlaget til Esbjerg.

- Følelsen er den samme som i søndags. Man har haft tid til at tænke en helt masse, men det er stadig utrolig hårdt for os alle, erkender han over for aoh.dk.

Nu venter to bronzekampene mod Frederikshavn, inden træneren kan se frem mod næste sæson.

Men spørgsmålet er, om Linus Fagemo overhovedet er at finde i Herning til den tid. Træneren har kontraktudløb efter denne sæson.

- Jeg trives meget godt i Herning. Jeg vil gerne blive. Men jeg kender også den her branche godt nok til, at jeg ikke tager noget for givet, siger den 38-årige svensker.

Ifølge aoh.dk bliver beslutningen om Linus Fagemos fremtid i klubben en del af en større sportslig evaluering, hvor det også skal drøftes, hvad der gik galt i slutspillet.

- Jeg kan pege på mange ting, men jeg synes ikke, at det er tiden til at tale om det nu. Jeg er stadig præget af følelser og vil hellere evaluere, når vi har spillet de to sidste kampe. Det er dem, det handler om nu, siger Linus Fagemo.

Første bronzekamp bliver spillet tirsdag aften klokken 19.00 på udebane i Frederikshavn. Onsdag aften bliver det frederikshavnernes tur til at gæste Herning.