Blue Fox tabte den første DM-finale i Esbjerg

Herning Blue Fox blev slået 3-2 af Esbjerg Energy efter en dramatisk afslutning, hvor Tylor Gron scorede sejrsmålet med kun 22 sekunder igen.

blue-fox-esbjerg.jpg
Foto: TV MIDTVEST

Esbjerg Energy fik den bedste start på duellen om DM-titlen, da Herning Blue Fox blev slået 3-2 efter en dramatisk afslutning.
    
Det første af syv mulige finaleopgør blev afgjort med 22 sekunder tilbage, da Tylor Gron scorede sejrsmålet.
    
I 1990'erne kæmpede Esbjerg og Herning en hård kamp om tronen i dansk ishockey, og efter en årrække med Sønderjyske-dominans, er tidligere tiders rivalisering mellem de to byer for alvor vakt til live i dette års finaleserie.
    
Værterne åbnede stærkt og pressede Herning-spillerne til at begå en del fejl, som hurtigt blev udnyttet.
    
Den senere matchvinder, canadieren Tyler Gron, gjorde det til 1-0 efter små syv minutter, inden landsmanden Matthew Pistilli øgede til 2-0 kort efter.
    
På det tidspunkt styrede Herning mod en regulær afklapsning, men gæsterne kom bedre med i anden periode.
    
Det var dog først i begyndelsen af tredje periode - helt nøjagtigt efter 20 sekunder - at det lykkedes at få skabt lidt spænding om udfaldet, da Jerred Smithson stod umarkeret og nemt sendte en returpuck i nettet til 1-2.
    
Med mindre end fire minutter tilbage fik Markus Jensen udlignet til 2-2 for Herning, og det begyndte at dufte af overtid. Men Tylor Gron ville det anderledes og fik med 22 sekunder tilbage sikret Esbjerg en 3-2-sejr.
    
I de allersidste sekunder var Herning alligevel tæt på at få udlignet, men det lykkedes Esbjerg at afværge situationen.
    
De to finalister står over for hinanden igen på søndag, når de mødes i Herning.
    
/ritzau/