Blue Fox-spillere må ned i løn

Herning Blue Fox indfører kollektiv løn-nedgang - spillerne er frie til at finde en ny klub

Bluefoxspillere.jpg

Ishockey-spillerne i Herning Blue Fox skal ned i løn.

I et forsøg på at få styr på økonomien har klubben besluttet at skære i lønningerne fra næste sæson. Alle spillere - undtagen de ungdomsspillere, der netop har fået kontrakt - skal gå 25 procent ned i løn.

Hvis spillerne ikke vil acceptere lønnedgangen, er de frie til at finde sig en ny klub.

- Men vi håber naturligvis, at alle spillerne vil fortsætte i Blue Fox i den kommende sæson, skriver klubben i en pressemeddelse.

Spillerne er blevet bedt om at give en tilbagemelding så hurtigt som muligt.

Det er den økonomiske krise og det netop vedtagne lønloft på seks millioner kroner i dansk ishockey, der har tvunget Blue Fox ud i en større sparerunde. 

I efteråret var klubben truet med lukning på grund af dårlig økonomi, men blev i sidste øjeblik reddet blandt andet ved hjælp af en større indsamling blandt fans og sponsorer.

Tidligere indslag:

Blue Fox reddet

Herning støtter Blue Fox