Blue Fox-nederlag på hjemmebane

Odense haler ind på Herning i den bedste ishockeyliga efter en sikker udesejr mandag aften.

Herning Blue Fox 2.jpg

De nykårede pokalmestre, Odense Bulldogs, kan fortsat gøre sig håb om at sikre sig fjerdepladsen i Metalligaens grundspil og dermed retten til hjemmebane i en eventuel syvende kvartfinale.

Fynboerne på femtepladsen lukkede mandag aften en god bid af hullet op til Herning Blue Fox, da Herning på egen is blev slået med hele 5-1. Fem kampe før afslutning på grundspillet adskiller kun tre point de to hold i tabellen.
    
Odenses vigtige sejr blev kørt i hus på en stærk slutspurt. Et kvarter før tid var stillingen 1-1, men hjemmeholdet faldt noget fra hinanden i slutfasen, hvor odenseanerne lavede fire mål - alle i powerplay.
    
Ryan McDonough var kampens store profil med tre scoringer, mens Hernings hjemvendte landsholdsmålmand Simon Nielsen endte med en redningsprocent på kun 79 og fik spoleret sin ellers flotte statistik en smule.
    
Resultatet vækker formentlig også glæde i Esbjerg, hvor Esbjerg Energy på tredjepladsen bevarer sit forspring på seks point ned til Herning i tabellen. Metalligaens grundspil fortsætter indtil 29. februar.
    
/ritzau/