Blue Fox henter svensk profil

Herning Blue Fox har hentet en ny forward i 26-årige, svenske Henrik Eriksson.

100714_bluefox_0.jpg

Henrik Eriksson er navnet, som herninggenserne skal lære at råbe i den kommende ishockey-sæson.

Den 26-årige svensker har nemlig sat sin underskrift på en kontrakt med sidste sæsons sølvvindere fra Herning Blue Fox, og han er hentet til klubben for at score mål.

- Vi er stolte over, at Henrik Eriksson valgte os frem for andre klubber, og vi glæder os til at se ham udfolde sig i den blå trøje efter sommerferien, siger Blue Fox' direktør Torben Skovsgaard i en pressemeddelelse.

Kender den nye træner

Efter 26 år under Todd Björkstrand er det svenske Linus Fagemo, der overtager styringen, og det er den nye cheftræner, der har lokket forwarden til klubben.

Fagemo og Eriksson har nemlig spillet to sæsoner på samme hold i Borås i Allsvenskan, og Fagemo kalder den nye angriber for en profil:

- Det bliver spændende at følge Henrik i den danske liga, hvor jeg forventer han vil komme til at sætte et rigtigt positivt aftryk. Han er en virkelig dygtig skøjteløber med en enorm speed, og det kombineret med en super teknik og at han konstant er målfarlig gør, at Henrik vil komme til at profilere sig som en særdeles målfarlig spiller for os, siger Linus Fagemo.

Topscorer sidste år

Henrik Eriksson kommer til heden efter to sæsoner i Troja-Ljungby, hvor han i sidste sæson var holdets topscorer.

Derfor har Blue Fox' direktør en besked til fansne:

- Vi forventer at Henrik Eriksson bliver en profil for holdet, så jeg vil da opfordre Blue Fox' fans til allerede nu at øve sig på hans navn, siger Torben Skovsgaard.