Ishockey: Blue Fox er sat af i MetalLigaen

Metal Ligaens top-4 er gået i udbrud og har slået et hul på 14 point eller mere til de øvrige hold.

Herning Blue Fox
Foto: Arkiv Herning Blue Fox

Forskellen på topholdene og resten bliver større og større i landets bedste ishockeyrække.

Tirsdag vandt Metal Ligaens fire bedste mandskaber - Rungsted Seier Capital, Sønderjyske, Aalborg Pirates og Frederikshavn White Hawks - deres kampe og øgede dermed forspringet fra fjerde- til femtepladsen til 14 point.

Førerholdet Rungsted vandt med 3-2 ude over økonomisk truede Hvidovre Fighters.

Hvidovre voldte topholdet en del problemer og bragte sig i første periode i front med 1-0. I tredje periode fik værterne også udlignet til 2-2, inden canadiske Tyler Fiddler scorede sejrsmålet for Rungsted.

De regerende mestre fra Aalborg Pirates vandt på udebane med 3-1 i Odense, mens Sønderjyske på egen is slog Rødovre Mighty Bulls med 4-2.

Størst problemer havde Frederikshavn i udekampen mod Herning Blue Fox. Nordjyderne hev sejren hjem i en afgørelse på straffeslag, efter at den ordinære kamp var endt 1-1.

Rungsted topper Metal Ligaen med 44 point foran Sønderjyske med 37 og Aalborg og Frederikshavn med hver 36 point. På femtepladsen har Herning 22 point.
    
/ritzau/

1:57
Kvik Hockey Arena er blevet renoveret til den nye sæson, men spillet lever ikke op til de nye omgivelser. Vi var på besøg d. 4. november.