Blotter anholdt i Skive

En 44-årig mand er anholdt efter flere tilfælde af blufærdighedskrænkelser i Skive torsdag aften.

Midt- og Vestjyllands Politi har anholdt en 44-årig mand fra Skive for fire tilfælde af blufærdighedskrænkelser. I tidsrummet mellem kl. 19 og kl. 21.05 torsdag aften skulle den 44-årige i fire tilfælde have henvendt sig til borgere på gaden og bedt om hjælp til at skrive en sms. Efter at have lokket sine ofre nærmere, skal den 44-årige have afsløret sit erigerede lem og givet sig til at onanere. 

Blandt ofrene var to piger på bare 13 og 14 år og i et andet tilfælde en mor og hendes 5-årige datter. Alle fire anmeldelser kommer fra et villakvarter i den nordlige del af Skive. Politiet oplyser, at den 44-årige, der tidligere er dømt i lignende sager, overnattede hos politiet i Holstebro. Fredag formiddag skal lokalpolitiet i Skive finde ud af hvad, der videre skal ske i sagen.