Blottede sig to dage i træk uden for kirke

Det viste sig, at han havde mere på samvittigheden, da en 32-årig mand blev anholdt for blufærdighedskrænkelse i Viborg.

Både fredag og lørdag var en blotter på spil ved Søndermarkskirken i Viborg.
Både fredag og lørdag var en blotter på spil ved Søndermarkskirken i Viborg.
Foto: Google Street View

Lørdag eftermiddag blev en 51-årig kvinde udsat for blufærdighedskrænkelse ved Søndermarkskirken på Koldingvej i Viborg.

Her blottede en mand sig for hende, hvorefter hun meldte det til politiet, som modtog anmeldelsen kl. 16.08.

- Kort efter kunne vi anholde en 32-årig mand fra Viborg i nærheden af gerningsstedet, fortæller vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Anders Olesen.

Ved den efterfølgende afhøring tilstod den 32-årige forholdet samt to andre lignende forhold.

- Det ene stammer fra 30. maj 2016 og skete på Hald Ege-stien. Det andet stammer fra fredag og skete også ved Søndermarkskirken, oplyser vagtchfen.

Den 32-årige er nu løsladt efter afhøring, og nu venter der et retsligt efterspil.