Blogger kan miste plejebarn efter deling af drabsvideo

En blogger risikerer at miste sit plejebarn efter at have delt en videoen af drabet på en ung kvinde i Marokko.

Louisa Vesterager Jespersen fra Ikast (tv) og hendes norske veninde Maren Ueland blev dræbt på en ferie i Marokko i December. Siden har en video af et af drabene floreret på internettet.
Louisa Vesterager Jespersen fra Ikast (tv) og hendes norske veninde Maren Ueland blev dræbt på en ferie i Marokko i December. Siden har en video af et af drabene floreret på internettet.
Foto: Screendump / Privatfoto

Man kan ikke være en god plejemor, hvis man har delt den video, der viser drabet på en kvinde i Marokko. Det har Socialtilsynet, som fører tilsyn med landets plejefamilier, vurderet over for bloggeren Jaleh Tavakoli.

Det skriver DR og Berlingske.

Jaleh Tavakoli, der er blogger og debattør hos Berlingske, har sammen med sin mand en 8-årig plejedatter. Onsdag modtog hun et brev om, at Socialtilsynet agter at fratage parret retten til at være plejeforældre.

Hun er sigtet for at have delt en video, der angiveligt viser drabet på danske Louisa Vesterager Jespersen. Jaleh Tavakoli er endnu ikke dømt i sagen.

Tilsynet har indkaldt forældreparret til et dialogmøde, hvor de kan fremføre deres argumenter.

Socialministeren er klar til at se på reglerne

Socialtilsynet sætter spørgsmålstegn ved Jaleh Tavakolis dømmekraft og lægger desuden stor vægt på, at plejebørn har et særligt stort behov for tryghed og stabilitet, skriver DR.

Bloggeren mener, at Socialtilsynets vurdering strider imod barnets tarv. Den 8-årige plejedatter har boet hos familien hele sit liv.

Børne- og socialminister Mai Mercado (K) skriver på Facebook, at hun er "målløs". Hun er klar til at kigge på reglerne på området.

- Jeg må sige helt klart, at hvis reglerne på nogen måde er skyld i, at børn i plejefamilier kommer i klemme, så er jeg klar til at lave reglerne om med det samme, skriver hun på Facebook.

- Jeg har allerede fået tilkendegivelser om, at det kan hastebehandles, hvis det er nødvendigt.

Mai Mercado understreger, at hun ikke kan gå ind i den konkrete sag, som endnu ikke er afgjort.

I en mail til Berlingske oplyser Socialministeriet, at "det ikke er muligt at opsætte faste kriterier for, hvornår handlinger, der kan straffes efter straffeloven, vil eller skal medføre, at en godkendelse ophører".

Det beror på en vurdering af de konkrete forhold, hedder det videre.

/ritzau/

2:56
Den voldsomme drabsvideo fra Marokko spreder sig stadig blandt unge her i landsdelen. Indslaget er fra d. 22. januar 2019.