Tysk TV-producent laver dokumentar fra Åsted: - Det er sådan lidt streetart

Gavlmalerier har fået det tyske TV-selskab NDR til at drage til Åsted for at lave optagelser til en dokumentarfilm.

Det er gavlmalerier som dette, der har sat Åsted på landkortet.
Det er gavlmalerier som dette, der har sat Åsted på landkortet.
Foto: Morten Fyrstenborg, TV MIDTVEST

Det er ikke mange danske byer, der kan bryste sig med at være internationale kunstbyer. Men det kan Åsted i Nordsalling.

For på flere gavle er malet såkaldte gavlmalerier, og det har fået international opmærksomhed.

Det drejer sig om det tyske TV-selskab NDR, der har taget turen op gennem Jylland for at lave optagelser til en dokumentarfilm.

- Det er sådan lidt streetart, som man kender det fra de store byer som København og Aalborg. Street-art på de store vægge. Men i sådan en lille rede, hvor der jo stort set ikke bor nogen, havde jeg ikke regnet med at se det. Og i vores programmer søger vi altid særlige historier. Noget helt specielt, siger Steffen Schneider, der er producer hos NDR.

Det tyske TV-selskab laver en dokumentarfilm om livet i og omkring Limfjorden, og det har altså fået dem til at slå et smut forbi Åsted.

Vil fortælle en historie

Årsagen til, at Åsted laver disse gavlmalerier er simpel. Borgerne vil gerne fortælle en historie.

Så simpelt fortæller Simone Bæk historien bag gavlmalerierne i Åsted.

- Vi prøver på, om vi kan fange DNA’et her i lokalområdet. Vi prøver på at udtrykke det så varieret som muligt og så bredt som muligt – både tidsmæssigt, befolkningsmæsigt og interessemæssigt, så vi har en historie at fortælle til vores næste generation og dem, der kommer forbi, så de kan tænke: ”Hov, der sker noget”, for der sker meget på landet, siger hun.

Åsted fik sit første gavlmaleri i 2017, og maleriet, der blev påbegyndt i aftes, bliver nummer 13 i rækken.

De bliver malet på den måde, at en projektor lyser op på en gavl med et maleri, og så males der efter stregerne med pensel.

3:28
Det tyske TV-selskab NDR gæster Åsted i forbindelse med optagelserne til en ny dokumentarfilm