Bliver dit barn mobbet online? Det kan du gøre som forælder

Når ens barn bliver udsat for mobning på et eller flere sociale medier, så kan man let komme til at stå magtesløs tilbage.

Der er flere ting forældrene kan gøre, hvis deres barn chikaneres på nettet, som f.eks. 13-årige Mie Lønborg fra Lemvig

Det kan knuse et hvert forældrehjerte, hvis dit barn er ulykkeligt, det uden der er noget, du kan gøre for at hjælpe. Det oplevede en far fra Lemvig fornylig, da hans datter oplevede massiv chikane på forskellige sociale medier fra ukendte mobbere. 

Og mobningen sker oftere og oftere, viser tal fra rapporten ’EU kids online’. I 2014 følte 21 procent af de 9-16 årige, at de var blevet mobbet online, og samtidigt er mobning på digitale medier et langt større problem i Danmark set i forhold til andre europæiske lande.

Men der er ting, du kan gøre, hvis dit barn kommer i problemer på nettet.

- Først må man finde ud af, hvem der gør det. I de fleste tilfælde vil det være nogen, som barnet kender. Herefter kan man involvere skolen, klasselæren og de andre forældre, fortæller Lars Stilling Netteberg, der er antimobbekonsulent ved Red Barnet.

Han anerkender, at det er et stort problem, hvis man ikke kan finde ud af, hvem der gør det. Det kan være svært, hvis vedkommende for eksempel udnytter muligheden for at gøre sig anonym på internettet og chikanerer fra falske profiler.

- I yderste tilfælde så kan man blive nødt til at lukke ned for de sociale medier i et stykke det. Det er, hvis det er dybt krænkende og generende for barnet. Men hvis man har en idé om, at det er nogen man kender uden at vide hvem, så må man indkalde til forældremøder på skolen eller andre steder, så man kan få en snak om, hvad der kan gøres, forklarer han.

Dine børn er bedre end dig

Lars Stilling Netteberg fortæller, at det kan være svært for forældre at tale med deres børn om digital adfærd, fordi børnene ofte vil være teknisk dygtigere end forældrene.

- På nettet er vi som voksne bagud i forhold til vores børn. Det må vi bare acceptere. Men derfor skal man stadigvæk have en snak med sine børn om spillerregler på nettet, tone og konsekvenser. Hvad betyder det, hvis man skriver bestemte ting til andre, fortæller han.

Han mener også, at samtalen er vigtig, fordi det gør det nemmere for børnene at åbne op overfor forældrene.

- Hvis ens børn reagerer på noget, så ved man ikke, om det er sket på nettet eller i skoleklassen. Hvis barnet har gjort noget, som det synes er pinligt, så er det vigtigt, at du er åben overfor problemet, forklarer han.

Lars Stilling Netteberg mener ikke, at digital mobning er på vej ud, så derfor er det vigtigt at forberede børnene, så de agerer rigtigt - og blandt andet ikke selv bliver mobbere.

 - Vi mener ikke, at mobning er fordi nogle børn er onde. Men det kan give et fællesskab at være sammen om at gøre nogen til grin, uden at man tænker over, at det gør ondt. Det er en generel snak, man bliver nødt til at have - også i skolen, afslutter han.