"Bliv hjemme med dit mongolbarn"

En indkøbstur endte som lidt af et mareridt, da Tina Bojesen og hendes ti-årige søn, Kristian, blev overfuset af en fremmed kvinde.

facebookdump.jpg

Det skulle have været en hyggelig dag, men endte med gråd og flugt, da Tina Bojesen og hendes 10-årige søn Kristian var ude at handle i weekenden.

Her overfusede en fremmed kvinde hendes handicappede søn i Kvickly i Holstebro.

"Hvis ikke, du kan klare mosten, så må du jo blive hjemme med dit mongolbarn," sagde den fremmede kvinde i følge Tina Bojesen. Forinden havde den fremmede kvindes to børn grinet ad Tina Bojesens søn.

Oplevelsen fik Tina Bojesen til at skrive et opslag på Facebook. Det har nu sat sindene i kog.

- Jeg var slet ikke forberedt på, at det ville nå så langt omkring. Jeg havde bare håbet, det ville blive delt i nogle Holstebro-grupper, så moren kunne se opslaget, siger Tina Bojesen.

Kristian lider af Tourette Syndrom, hvilket gør, at han nogle gange får voldsomme tics i blandt andet ansigtet. Og Tina Bojesen frygter, at det ikke er sidste gang, han møder grimme kommentarer.

- Jeg kan godt frygte, hvad det er for en verden, jeg sender Kristian ud i, siger hun.

Tina Bojesen har endnu ikke hørt fra den anden mor. Kristian tager medicin dagligt, men går i skole og har en normal hverdag som alle andre børn. Mød Kristian og hans mor i artikelvideoen.

 

2:08
En mor og hendes 10-årige søn føler sig overfuset, fordi en kvinde kaldte sønnen med tourette for mongol.