Blev samarit som 14-årig: Nu får han Dronningens emblem

I ti år har Michael Stadsbjerg været frivillig i Røde Kors. Nu får han en royal hæder for sin indsats.

Michael Stadsbjerg fremviser stolt Hendes Majestæt Dronningens Emblem.
Michael Stadsbjerg fremviser stolt Hendes Majestæt Dronningens Emblem.
Foto: Ragnhild Aleksandra Dam, TV MIDTVEST

Michael Stadsbjerg begyndte som samarit, da han var 14 år. Nu hædres den 24-årige Holstebro-frivillige for sin langvarige indsats hos Røde Kors.

- Det er superfedt. Jeg blev meget mundlam, forklarer Michael Stadsbjerg, der er aktivitetsleder for samaritterne ved Røde Kors i Holstebro.

Det var Hendes Majestæt Dronningens Emblem, som gjorde ham mundlam.

- Der er rigtig mange frivillige, som yder et stort stykke arbejde, men Michael har gået en ekstra mil. Han har virkelig ydet en ekstraordinær indsats for Røde Kors i Holstebro, siger formand Britt Sandvad, der indstillede ham til prisen.

Ud over sin tjans som frivillig studerer han til sygeplejerske. En uddannelse, han håber, han kan bruge i Røde Kors en dag.

- Jeg har en drøm om at være sygeplejerske i Røde Kors på sigt. Forhåbentlig som udsendt på et tidspunkt, afslutter han.

Emblemet gives én gang om året på Dronningens fødselsdag.

1:47
Michael Stadsbjerg fra Holstebro er netop blevet hædret for sit frivillige arbejde hos Røde Kors, som har har flere end 30.000 frivillige i Danmark.