Viborg ophæver kontrakt med Verhagen: Blev kørt direkte til politiet

Hollandske Bernio Verhagen er nu fortid i Viborg FF efter længere tids spekulationer om svindel.

Bernio Verhagen er her på vej til politistationen i Viborg.
Bernio Verhagen er her på vej til politistationen i Viborg.
Foto: Dan Sørensen, TV MIDTVEST & Viborg FF

Efter et tre timer langt møde med Viborg FF’s direktør, Morten Jensen, og sportschef, Jesper Fredberg, er den meget omtalte hollandske fodboldspiller Bernio Verhagen fortid i klubben.

På mødet i VFF’s klubhus blev parterne enige om at ophæve kontrakten med spilleren, der i de seneste dage har trukket overskrifter som et stort svindelnummer.

Mødet endte med, at sportschef Jesper Fredberg kørte Verhagen væk fra anlægget på Kirkebækvej for at aflevere ham på politistationen i Viborg. Her er de i forvejen i gang med at undersøge, hvad der er op og ned i sagen.

Det lykkedes TV MIDTVEST’s reporter at få en kortfattet reaktion fra Bernio Verhagen, inden han blev kørt væk. Han mener, han selv er udsat for bedrageri fra folk, der har udgivet sig for at repræsentere agentfirmaet Stellar Group, som har hovedkvarter i London.

- Everything is false, lød til slut fra ham. Alt er falsk.

Politianmeldt

Til Ritzau bekræfter Midt- og Vestjyllands Politi, at Viborg FF har indgivet en anmeldelse om bedrageri i forbindelse med sagen.

Men politiet vil ikke oplyse, hvem der er blevet anmeldt, eller om sagen handler om Bernio Verhagen.

- Jeg kan bekræfte, at Viborg FF har henvendt sig til politiet vedrørende en bedragerisag, oplyser en pressetalsmand fra Midt- og Vestjyllands Politi og bekræfter, at der er tale om en anmeldelse.

Viborg ville tidligere tirsdag gerne oplyse, at sagen om Bernio Verhagen er overdraget til politiet. Det bekræftede Viborg-sportschef, Jesper Fredberg.

- Ja, vi er i dialog med politiet nu, siger Jesper Fredberg.

3:33
Se indslag: I dag blev der sat punktum i sagen om Bernio Verhagen, da Viborg FF ophævede kontrakten med den hollandske fodboldspiller.

Ifølge Viborg har flere personer udgivet sig for at være agenter fra den internationale agentvirksomhed Stellar Group og snydt klubben.

- Siden den første dag i forløbet har VFF modtaget forfalskede dokumenter, e-mails og opkald fra personer, der udgav sig for at være virkelige agenter i Stellar Group, skrev Viborg søndag.

Viborg oplyste, at det aldrig var hensigten, at Bernio Verhagen skulle være en del af førsteholdet, men at aftalen alene blev indgået for at forstærke relationen til agentvirksomheden.

- Spilleren blev derfor hentet ubeset og uden økonomisk risiko for Viborg FF, skrev klubben.

Viborg føler, at den er blevet offer for en svindelnummer, der sandsynligvis involverer flere personer i flere lande.

- Viborg FF er blevet offer for alvorlig kriminalitet, der omhandler både svindel, dokumentfalsk og identitetstyveri, skrev klubben.