TV MIDTVEST vinder pris for årets historie: - Blev helt vildt overrasket

TV MIDTVEST vandt fredag aften tre journalistiske priser for stærke regionale historier.

Majbrit Oddershede Bach og Karl Erik Lørup fra TV MIDTVEST har vundet 'Den Gyldne Blok' for årets midt- og vestjyske historie. Foto: Ole Mortensen

Der blev klappet, hujet og fejret, da fire priser blev uddelt til den årlige gallafest i den midt- og vestjyske afdeling af Dansk Journalistforbund i Anlægspavillionen i Holstebro fredag aften.

Prisen for årets historie, Den Gyldne Blok, vandt Majbrit Oddershede Bach og Karl Erik Lørup fra TV MIDTVEST for afsløringerne i dokumentaren ’De lovløse lastbiler – 59 timer på landevejen’.

12:27

2,5 døgns kørsel med kun korte pauser undervejs. Nogle lastbilchauffører kører langt ud over grænserne for, hvad der er lovligt og forsvarligt, kan TV MIDTVEST dokumentere.

Luk video

- Jeg blev helt vildt overrasket og mega glad. Karl Erik er på skiferie, så jeg skyndte mig at ringe ham op, så han kunne se og høre alle klappe, da vi modtog prisen, siger Majbrit Oddershede Bach.

- Vi er så stolte. Det er meget anderledes end noget, vi har lavet før. Vi lå i halen på de her lastbilchauffører midt om natten, og det er en oplevelse, vi aldrig kommer til at glemme. Det var så ekstremt, og vi brugte enormt mange timer på det. Det kan vi snakke om endnu, lyder det.

Vandt også pris for Guf-dokumentar

Udover prisen for årets historie, løb Majbrit Oddershede Bach også med årets visuelle pris for dokumentaren ’Da Guf gik i Skoven’ sammen med kollegaen Bent Leth.

En fortælling, der betyder meget for hende.

- Det er en rigtig god afslutning på en meget emotionel tid. Hele Danmark var vilde med hans historie, og så døde han lige pludselig. Lige der var det svært for alvor at nyde succesen, så det her er en rar måde at afslutte forløbet på, forklarer Majbrit Oddershede Bach.

Bent Leth og Majbrit Oddershede Bach med Den Visuelle Pris for Guf-dokumentaren.  Foto: Ole Mortensen

- Jeg er rigtig glad for den dokumentar. Jeg synes, den viser, at vi regionale journalister og fotografer sagtens kan være med på et rigtig højt niveau.

Tre af fire priser til TV MIDTVEST

TV MIDTVESTs Frederik Helms blev hædret med titlen som Årets Talent, og dermed vandt TV MIDTVEST tre ud af gallaaftenens fire priser.

Prisen ’Årets Overraskelse’ gik til Jens Peder Østergaard og Jakob Thorup Thomsen fra Viborg Stifts Folkeblad for bogen ’Mein Lieber Kristian’.

Gallafesten kunne i år fejre 10 års jubilæum.

Fra venstre: TV MIDTVESTs Bent Leth og Majbrit Oddershede Bach med Viborg Stifts Folkeblads Jens Peder Østergaard og Jakob Thorup Thomsen ved siden af. Foto: Ole Mortensen

Årets vindere

Den Gyldne Blok

Majbrit Oddershede Bach og Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST - for vedholdende research og vigtige afsløringer i dokumentaren ”De lovløse lastbiler – 59 timer på landevejen".

 

Årets Overraskelse

Jens Peder Østergaard & Jakob Thorup Thomsen, Viborg Stifts Folkeblad - for levende og vedkommende formidling om et vigtigt stykke lokal- og nationalhistorie i bogen ”Mein Lieber Kristian”.

 

Den Visuelle Pris

Majbrit Oddershede Bach og Bent Løkke Leth, TV MIDTVEST - for gribende og stemningsfulde billeder og en nær reportage i ”Da Guf gik i skoven”.

 

Årets Talent

Frederik Helms, TV MIDTVEST - for grundig og kreativ journalistik og dygtig formidling i ”Snavs på Snappen”.

09:00

Her kan du se programmet 'Snavs på Snappen'. 

Luk video