Blåkærgård: Ledelsen ændrer forklaring

Områdelederen i Region Midtjylland beklager, at der er givet forkerte oplysninger til pressen om hændelsesforløbet i sagen om fejl i sikkerheden på bostedet Blåkærgård.

Blåkærgård

Søndag fortalte TV MIDTVEST om fejl i sikkerhedsarbejdet på det socialpsykiatriske bosted Blåkærgård ved Viborg. Mandag beklager områdeleder for Specialområdet for Socialpsykiatri Voksne, Heinz Jacob, at der i forbindelse med interviewet om sagen til TV MIDTVEST er givet forkerte oplysninger om hændelsesforløbet.

- Jeg beklager, at oplysningerne omkring det ene tilfælde ikke har været korrekte, siger Heinz Jacob.

Konkret drejer det sig om to hændelsesforløb på Blåkærgård, hvor praktikanter har arbejdet alene med beboere, som er blevet ophidsede og udadreagerende.  Der er fejl i informationerne om det ene hændelsesforløb, hvor en praktikant alene går en tur i skoven med en beboer.

Under interview om sagen forklarede Heinz Jacob til TV MIDTVEST, at beslutningen om at gå alene med beboeren i skoven, var blevet truffet af praktikanten selv uden at inddrage de faste medarbejdere. Det er imidlertid forkert. I følge områdelederen, havde praktikanten også i dette tilfælde konfereret med en kollega og fået tilladelse til at gå på egen hånd med beboeren.

Stadigvæk fejl i forløbet

Selv om informationen stiller sagen i et nyt lys, mener Heinz Jacob ikke, at hændelsen er uden fejl og at ledelsen er fritaget for ansvar.

- Den samlede faglige vurdering i situationen har været forkert. Det må vi holde fast i, siger Heinz Jacob til TV MIDTVEST.

Af tilsynsrapporten fra Arbejdstilsynet fremgår det ikke, hvorvidt turen alene var godkendt af en anden medarbejder eller ej.