Blå Flag strøget på grund af bakterier i vandet

Det Blå Flag er midlertidigt taget ned ved to strande i Skive Kommune, da badevandsprøver har vist, at der er for mange bakterier i vandet.

badestrand.jpg
Foto: Camilla Rønde / Scanpix

Skive kommune fraråder at bade ved Harre Vig Strand og Ålbæk Strand, fordi der er fundet en for høj mængde af blandt andet tarm-bakterierne enterokokker og E. coli. 

- Vi er ved at undersøge, hvor bakterierne kan komme fra. Vi har blandt andet kontaktet Skive Vand for at høre, om de har noget overløb nogle steder, siger Peter Hausted, Teamleader for Miljøteknisk Forvaltning i Skive Kommune. 

Målingen er lavet for tre dage siden, og nu mister de to strande altså midlertidigt deres blå flag. 

Kommunen skriver på deres hjemmeside, at forureningen formentlig er opstået som følge af de meget voldsomme regnskyl, der har været i de seneste par dage. 

Badning frarådes, indtil vandet er rent.

Skive Kommune vil skrive på deres hjemmeside, når badevandet er rent igen.