Håndbold: Bjerringbro-Silkeborg bliver splittet op

Silkeborg-Voel KFUM og Bjerringbro FH har valgt at gå hver til sit, men det får ingen sportslig betydning.

Arkivfoto. Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix

Silkeborg-Voel KFUM og Bjerringbro FH, som er de to moderklubber bag Bjerringbro-Silkeborg Elitehåndbold (BSV), har valgt at gå hver til sit.

BSV vil fremover alene have Bjerringbro FH som moderklub.

Det skriver klubben i en pressemeddelelse.

Indtil videre vil klubben stadig gå under navnet Bjerringbro-Silkeborg Elitehåndbold og have et forretningsmæssigt samarbejde med Silkeborg-Voel.

Klubberne vil også stadig samarbejde om talentudviklingen på herresiden.

Formand: Får ingen sportslige konsekvenser

Sportsligt kommer det ikke til at have den store betydning, siger den fungerende formand for BSV, Søren Brixen.

- Jeg tror ikke, det får nogle sportslige konsekvenser på den korte bane. På den lange bane, så tror jeg, det vil være med til at styrke fundamentet for klubberne, siger han.

Søren Brixen forklarer, at opsplitningen især er begrundet i, at dame- og herresiden skal have hver sin moderklub.

- Vi mener, at en mere enkel konstruktion passer bedre til de udfordringer, som elitehåndbolden står overfor lige nu.

- Det kræver rigtig meget opmærksomhed og energi at drive elitehåndbolden i Danmark, og derfor tror vi, det er fornuftigt, at vi deler det op, siger han.

BSV kommer stadig til at spille sine hjemmekampe i Jysk Arena i Silkeborg.

Mandag valgte formand for BSV Kjeld Morsbøl at trække sig med øjeblikkelig virkning.

Midtjyllands Avis var i kontakt med ham, men han havde ingen kommentarer til, hvorfor han trak sig.

Tirsdag holder BSV generalforsamling, hvor en ny midlertidig bestyrelse skal vælges. Inden for seks til otte uger vil klubben holde en ekstraordinær generalforsamling, hvor en helt ny bestyrelse skal på plads.

/ritzau/

Læs også Håndbold: BSV henter pligtsejr ude i CL mod gruppens bundprop

Læs også Podcast: Håndboldstjerne har oplevet folk gribe fat i ham: - Ekstremt grænseoverskridende