Bjergbestigers far: Jeg slapper først helt af, næste gang vi hører fra ham

​Rasmus Kragh måtte i dag vende om 250 meter fra toppen af Mount Everest.

Rasmus Kragh mens han trænede til at nå toppen.
Rasmus Kragh mens han trænede til at nå toppen.
Foto: Torben Mondrup

Store dele af Danmark – og særdeles store dele af Viborg – har i dag ventet i spænding på lyd fra toppen.

Den professionelle bjergbestiger Rasmus Kragh fra Viborg ville i dag forsøge at bestige verdens højeste bjerg, Mount Everest, helt uden iltflasker, helt alene og langs den farligste vej mod toppen.

Endelig kom der lyd fra ham, men det var desværre ikke helt det resultat, som man havde håbet. Rasmus måtte vende om – kun 250 meter fra toppen. Det var dog en glad familie, der endelig kunne høre fra ham.

- Det var en lettelse. Det er synd for ham, men som der også bliver skrevet på Facebook, så kræver det nærmest mere respekt at vende om så tæt på, end at gå resten af vejen og så ikke have kræfter til at nå ned, fortæller Rasmus Krags far, Niels Hansen, her til aften til TV MIDTVEST.

Ved godt mod

Niels Hansen er meget stolt af sin søn og hans beslutning. Han fortæller, at Rasmus Kragh lød til at være ved godt mod.

- Dømmekraft er jo formentlig en af de allervigtigste faktorer, når du begiver dig ud i det projekt. Det har Rasmus, og det her bekræfter det, fortæller han.

Selvom der nu har været livstegn fra Rasmus, så har han endnu en lang vej ned. Derfor er Niels Hansen endnu ikke rolig.

- Jeg slapper først helt af, når jeg får næste melding fra ham, fortæller faren.