Biskop: Lørdagsbegravelser skal være gratis

Biskop: Lørdagsbegravelser skal være gratis

Det skal være gratis at begrave sine kære - også om lørdagen. Biskop Henrik Stubkjær opfordrer til fleksibilitet i folkekirken.

Det er gratis at blive begravet i folkekirken, når man er medlem.

Men alligevel har nogle kirker krævet betaling fra de pårørende, der gerne vil have begravet deres kære på en lørdag. Og den går ikke, lyder det fra landets biskopper med biskop i Viborg Stift, Henrik Stubkjær i spidsen.

Biskopperne har diskuteret denne praksis på sidste uges bispemøde, og de har forpligtet hinanden på at tage en drøftelse med provsterne om sagen.

- Vi har den principielle holdning blandt biskopperne, at når man er medlem af folkekirken, så skal det ikke koste noget at blive begravet. Og lørdag er også en begravelsesdag, siger biskop over Viborg Stift, Henrik Stubkjær til folkekirken.dk.

Bekymrende praksis Flere kirker begrunder ifølge folkekirken.dk lørdags-betalingerne med, at det koster ekstra at have personale på arbejde i weekenden. En kirke fremhæver også, at flere holder begravelse på en hverdag efter, at kirken har indført betaling på lørdage.

Men denne praksis bekymrer biskopperne, som i referatet fra bispemødet udtrykker betænkelighed ved den manglende fleksibilitet med at afvikle kirkelige handlinger.

- Fleksibilitet er vigtigt, for når folk henvender sig til kirken omkring en begravelse, et bryllup eller andre kirkelige handlinger, så står de i vigtige livssituationer, siger Henrik Stubkjær og forklarer:

- Her er det vigtigt, at vi som kirke giver vores medlemmer en god betjening. Vi må vise fleksibilitet lige netop her, for disse situationer er utrolig vigtige for folk.