Biskop: Humanistisk konfirmation minder om det vi gør i kirken

Henrik Stubkjær hilser det velkomment, at nogen vælger humanistisk konfirmation i stedet for den traditionelle konfirmation i kirken. Men de minder om hinanden, siger han.

Foto: Viborg Stift

Biskop Henrik Stubkjær glæder sig over, at unge mennesker, der ønsker at vælge det religiøse fra, kan blive humanistisk konfirmeret. Men det, de her gør, siger og tilslutter sig, minder om det, man kan få i folkekirken.

Læs også Anderledes konfirmation: Sofus vælger den humanistiske vej

- Jeg har læst om det, det er stort det samme, der tales om hos den lokale præst. Når man ser på deres program, adskiller det sig ikke voldsomt, siger overhovedet for Viborg Stift.

I 2017 blev 133 humanistisk konfirmeret i Danmark. Året før var tallet 96. I år er Sofus Adsersen fra Bruunshåb sydøst for Viborg én af konfirmanderne på de ti konfirmationshold rundt om i landet. Tilsammen er de 196.

Kirkelig konfirmation handler om mere end gaver

Biskoppen mener, det handler om menneskesyn. For ham består mennesket af både ånd, sjæl og legeme. Den åndelige dimension handler om de eksistentielle spørgsmål - som meningen med livet. Her oplever han, at kristne konfirmander faktisk interesserer sig for den del af ceremonien. Altså drejer det sig ikke bare om, at forældrene siger, at man skal - og om at få størst eller flest gaver til den efterfølgende fest.

Læs også Historisk mange konfirmander i Danmarks mindste kirke: - En stor dag

- Det må jeg sige. Hvis du tager en udvikling over de seneste ti år. For ti år siden kunne man måske sige, at de gjorde det for gavernes skyld. I dag er det ikke mit indtryk. Her handler det også om de dybe emner. Konfirmander i dag er optaget af det hele liv, forklarer Stubkjær og fortsætter:

- Jeg synes, der er en berigelse i det kirkelige, fordi der er et perspektiv ud over én selv, som kirken kan bidrage med.

Han mener samtidig, at den vækst, der har været inden for humanistiske konfirmationer fra 2016 til 2017, også finder sted inden for kirkens konfirmationer. 

02:30 Luk video