Bisgaard vandt kandidaturet

Per Bisgaard vandt her til aften overbevisende og er fortsat folketingskandidat i Vesthimmerlandskredsen.

bisgaard.jpg

Der var lagt op til drama ved aftenens opstillingsmøde hos Venstre i Vesthimmerland. Et flertal af kandidatbestyrelsen ville af med det tidligere folketingsmedlem Per Bisgaard. Han har ikke levet op til forventningerne ved sidste valg, lød begrundelsen. Kredsbestyrelsen ønskede nye kræfter på posten. Både Maria Christensen fra Frederikshavn og Mette Madsen Dam fra Støvring stillede også op.

-Jeg er positiv optimist, lød det fra Per Bisgaard inden mødet.

Hjemmebanen mødte op

Ved indgangen så det da også ud til, at optimismen var begrundet. Flertallet af de fremmødte var fra Vesthimmerland, som er Bisgaards hjemmebane, og de gav ham en overbevisende sejr og et stående bifald. Bisgaard fik 146 stemmer, og er stadig Venstres folketingskandidat i Vesthimmerlandskredsen.

-Jeg er en glad mand. Jeg er lettet. Det har været et stort pres igennem det sidste år. Jeg synes, det er befriende, at jeg nu kan ud og arbejde på igen at være medlem af folketinget, sagde Per Bisgaard efter mødet.