Bisgaard forlanger formands afgang

Onsdag aften vandt Per Bisgaard afstemningen om at blive Venstres folketingskandidat i Himmerlandkredsen. Nu kræver han, at kandidatbestyrelsens formand går af, fordi han indædt har kæmpet imod Per Bisgaards kandidatur.

130912_Bisgaard_0.jpg

Til stående klapsalver blev Venstrepolitikeren Per Bisgaard onsdag aften genvalgt som Venstres folketingskandidat i Himmerlandkredsen. Men forud for opstillingsmødet har der været rod i kulisserne. Kandidatbestyrelsens formand, Niels Juel, ville af med Bisgaard og fik i stedet opstillet to kvindelige modkandidater, som ifølge ham havde en bedre profil end Per Bisgaard. Men efter sejren onsdag aften kræver folketingskandidaten nu, at Niels Juel går af.

 - Han har selv sagt, at hvis jeg blev valgt, så kunne han ikke støtte mig, og man kan jo ikke have en formand, som ikke støtter sin kandidat. Så jeg forventer han går af, siger Per Bisgaard til TV/MIDT-VEST.

Bakkes op af bestyrelsesmedlem

Det er ikke kun den genvalgte folketingskandidat, der nu vil af med kandidatbestyrelsens formand. Internt i bestyrelsen har medlemmerne den aftale, at hvis man ikke kan støtte op om den valgte kandidat, så tager man sit gode tøj og går.

 - Jeg forventer, at vores formand Niels Juel trækker sig ovenpå de udtalelser han er kommet med forud for kandidatvalget, siger medlem af kandidatbestyrelsen Henrik Bygholm. Han mener i øvrigt, at to-tre medlemmer mere i bestyrelsen bør trække sig.

Trækker sig ikke

Selvom hovedpersonen i dag, kandidatbestyrelsesformand Niels Juel, anerkender, at der er en aftale om at trække sig, hvis man ikke kan støtte op om den valgte kandidat, så vil han ikke trække sig tilbage frivilligt. Han håber i stedet på, at et frugtbart samarbejde med Per Bisgaard kan komme på benene trods den spegede fortid.

 - Jeg håber, at vi med Per, får snakket os ind til kernen i, hvad der skal til for, at vi får en mand i Folketinget fra Himmerland, siger Niels Juel.

Henrik Bygholm skulle allerede have sendt et skriftligt mistillidsvotum til Niels Juel.