Bioethanolfabrik i Maabjerg udskudt

Bioethanolfabrik i Maabjerg udskudt

EU udskyder bioethanolproduktion i Maabjerg. Det koster tusindvis af arbejdspladser i landsdelen.

EU-Parlamentet har bremset planerne om verdens største anlæg til produktion af 2. generations bioethanol i Maabjerg. Det betyder, at de tusindvis af jobs, der skulle komme med opførslen bliver udskudt og i værste fald forsvinder. Det sker, efter EU onsdag stemte om biobrændstof.

Parlamentet blev ellers enige om, at 2,5 procent af al brændstof i 2020 skal indeholde biobrændsel. Men der var ikke flertal for, at forslaget kunne sættes i gang med det samme. EU-Parlamentet lagde den endelige beslutning over til Ministerrådet. Bioethanol-fabrikken går dermed en sløret fremtid i møde.

I anlægsfasen vil den planlagte fabrik i Maabjerg skabe 4000 jobs og efterfølgende 1000 faste jobs til daglig drift af anlægget. Efter afstemningen i EU-parlamentet er der lange udsigter til de mange arbejdspladser.  

Formand for styregruppen i Maabjerg Energy Concept Jørgen Udby er dog fortrøstningsfuld.

- I værste fald kan det sænke vores projekt. Og jeg skal ikke lægge skjul på, at det kan betyde, at der ikke bliver gennemført noget. Men det må vi jo se. Jeg tror nu på det modsatte, siger han.