Bingorøver har været der før

Bingorøver har været der før

Den mand, der søndag røvede en bingohal i Holstebro, har med al sandsynlighed været i hallen før.

Det var en meget målrettet røver, der gik direkte udenom kasseapparatet og mod den skuffe, hvori bingohallen opbevarede to punge med omkring 8000 kroner i.

På overvågningsbillederne er det tydeligt, at gerningsmanden går direkte efter skuffen med penge. Kasseapparatet og cigaratterne er lige ved siden af, men dem rører han slet ikke.

Skuffen var det sted, hvor personalet normalt opbevarer en pung med vekselpenge. Derfor arbejder politiet udfra den teori, at manden har været på stedet før - ellers er det simpelthen for usandsynligt, at han kendte til lige netop dén skuffe.

- Det er ikke særligt fedt at tænke på, at det kan være en, man har set, sidste gang man var på arbejde, og det kan for så vidt også være en, der kommer igen senere i dag, mens man står her. Så det er jo ikke særligt sjovt, siger Birgitte Kjeldsen, der arbejder i BingoFun Holstebro.

Søndagens røveri får nu bingohallen til at stramme op på sikkerheden.