Billigere varme til landområderne

Prisen på varme skal være billigere. Derfor har Regeringen foreslået at give en række energiproducerende anlæg frit brændselsvalg.

Fjernvarme anonymt.jpg

11 energiproducenter fra Midt- og Vestjylland skal selv bestemme, hvad de vil fyre med. Det mener Regeringen, der med et nyt forslag vil give danskere, der bor i yderområderne, lavere varmeregninger.

Den idé glæder Radikale Venstres energiordfører, Andreas Seeberg, der er valgt i Vestjylland. Han har længe selv forsøgt at sætte fokus på problemet.

- Vi har landsbyer, som betaler 5-10.000 kr. mere end nabolandsbyer. Det forhindrer bosætning og er på ingen måde rimeligt, lyder det i en pressemeddelelse fra Andreas Seeberg.

Mange værker har i dag høje varmepriser, fordi de er tvunget til at fyre med naturgas, der er pålagt store afgifter. Men hvis det ændres, er der altså betydelige besparelser at hente. Tidligere har Dansk Fjernvarme og Foreningen af Danske Kraftvarmeværker regnet på tallene og vurderet, at der er tale om et prisfald på omkring 5.000 kr. pr. husstand om året.

Regeringen vil onsdag eftermiddag forsøge at skabe flertal for forslaget, når der er møde i energiforligskredsen.

 

Forslaget gælder følgende 11 varmeværker i Midt- og Vestjylland:

-  Ramsing-Lem-Lihme Kraftvarmeværk

-  Fur Kraftvarmeværk

-  Klitmøller Kraftvarmeværk

-  Glyngøre Fjernvarmeværk

-  Morsø Varme - Dueholm Varmecentral

-  Ørnhøj Grønbjerg Kraftvarmeværk

-  Nr. Nissum Kraftvarme

-  Vorupør Kraftvarmeværk

-  Kølvrå Fjernvarmecentral

-  Troldhede Kraftvarmeværk

-  Stoholm Fjernvarmeværk