Billeder fra jagerfly gav pote

Billeder taget med jagerfly har givet politiet nye spor i jagten på den forsvundne Lisbet Nielsen.

171109F16rigtig001.jpg

Eftersøgningen af den forsvundne Lisbet Nielsen flytter igen fra Herning til Djursland. Politiet er overbevist om, at hun er dræbt men kan ikke finde liget.

Nu har F-16 fly affotograferet dele af Djursland, og det har givet politiet nye spor at gå efter.

Billederne er blevet analyseret, og det har givet politiet 14 steder, som nu skal finkæmmes med hunde. Den eftersøgning starter politiet på i morgen. Det skriver Ritzau.

Lisbet Nielsen har været savnet siden den 23. oktober. Hendes kæreste Bjarne Madsen fra Herning blev nogle dage senere anholdt og sigtet for drabet, men inden fremstillingen i grundlovsforhør begik han selvmord i arresten.

I sidste uge finkæmmede frømandskorpset en sø i Herning for at finde liget, men forgæves.